Prinsessepigen skriver dagbog. Det har hun gjort et stykke tid. Hun har flere forskellige, store og små, nogen med lås og andre uden.
Hun fortæller os nogle gange, hvad hun skriver men for det meste ikke. Jeg er så glad for hun skriver. Det er sådan en fantastisk måde, at udtrykke sig på og komme af med følelser både gode og dårlige. Jeg håber hun gemmer dagbøgerne i mange år og læser dem som voksen for jeg er ret sikker på, at de vil more hende.
Jeg skrev selv dagbog som barn. De ligger gemt væk i et skab og jeg har ikke kigget i dem i mange år. Faktisk skrev jeg som barn rigtig mange historier og det overtog min dagbogs skrivning ret hurtigt.
Jeg har i de sidste mange år blogget her på min egen blog og på MS Bloggen. MS Bloggen er ikke min egen men en platform jeg skriver på. At blogge er jo lidt ligesom at skrive en åben dagbog, synes du ik'?? Jeg får det i hvert fald godt af at skrive og det er vel lidt det, det handler om. Altså det der med at skrive dagbog, at man får det godt af at få skrevet.
MS Bloggen har i hvert fald været et sted jeg har fået luft og fået skrevet om det at være kronisk syg og sådan. Det har været en go' ting for mig og det at skrive, har sat ting i perspektiv til tider.
Er din blog lidt en åbne dagbog, hvis du altså har en blog?? Hvad får du ud af at skrive? Og til sidst, skriver du dagbog?
Min blog er ikke dagbog men nærmere et fjollet fristed, hvor jeg boltrer mig som det passer mig. Og det er netop alsigheden i Blogville der er sjov. Forsk. temaer, måder at udtrykke sig på og skæve vinkler. Tak for indlægget Mette.
SvarSletJa, det er nemlig derfor det er skønt folk deler deres blogge:) jeg kan godt li' at få lov at kigge indenfor hos folk.
SletDet der med børn og dagbøger... Min ældste datter fortalte mig for nogle år siden med meget alvorlig mine, at hun havde skrevet to hemmeligheder i sin dagbog. Jeg blev pludselig - på dramatisk vis - nervøs for, at det handlede om et eller andet alvorligt, vi ikke kendte til. Senere viste hun mig fortroligt, hvad hun havde skrevet: "min bedste veninde hedder Emma og jeg ønsker mig en hund" Smil, ikke så hemmeligt ;-)
SvarSlethi hi:) Ja, jeg tænker også nogle gange på, om det er noget alvorligt men så overbeviser jeg mig selv om, at så ville hun komme og sige det.....
SletDet der med børn og dagbøger... Min ældste datter fortalte mig for nogle år siden med meget alvorlig mine, at hun havde skrevet to hemmeligheder i sin dagbog. Jeg blev pludselig - på dramatisk vis - nervøs for, at det handlede om et eller andet alvorligt, vi ikke kendte til. Senere viste hun mig fortroligt, hvad hun havde skrevet: "min bedste veninde hedder Emma og jeg ønsker mig en hund" Smil, ikke så hemmeligt ;-)
SvarSlet