31. juli 2014

Flensborg, Sønderborg og det bedste hotel.....

Vi kørte en tur til Flensborg i går formiddags bare fordi.  Vi gik lidt rundt i gågaden, spiste lækker frokost og fik købt ind til de der slikposer, til de der meget snart forestående fødselsdagsfester for ungernes klasser.
Tilbage på den danske side af grænsen kørte vi til Sønderborg - vi havde booket et værelse på hotel Scandic. Der var hoppeborg, en sød elefant, i hotellets have og der var en indendørspool. Jublen ville ingen ende tage.... Og hold op, vi alle sov godt i nat!
Vi er en familie der er meget nemme at gøre glade og en kæmpe morgenmadsbuffet er da noget der er værd at glæde sig over. Og når man så ikke skal tjekke ud før kl 12 og der derfor er tid til at hoppe i poolen igen så må der lige hoppes op og ned af glæde....
Inden vi vendte næsen hjemad igen, var vi en tur op og ned af gågaden i Sønderborg.  Altså, hvor er der hyggeligt.
En Slush ice skulle der lige til før vi var helt klar til at køre hjem. Slush ice der gør tungen blå....

29. juli 2014

Bryllupper, åh hvor jeg elsker dem......

Vi har nemlig lige været til vores dejlige venners bryllup i Nassington i England. Det er en charmerende og dejlig landsby nogle timer nord fra London - altså sådan ca. Vi har glædet os længe til vi skulle afsted og i weekenden var det så. Fredag aften afleverede vi ungerne hos momse og så var det ellers hjem og i seng. For kl. 02.30 lørdag morgen ringede vækkeuret og afsted til Billund turen gik.
Kl. 06.10 landede vi i Stansted Airport og fik lokaliseret stedet, hvor vi kunne hente vores udlejningsbil. Den flinke (men en anelse truende omkring ridser i udlejningsbil og pris af dette) mand udleverede en lille Fiat 500 som vi så var lidt stressede over, at kører i. Eller manden var for denne her biludlejningsmand havde virkelig understreget det med ridser.
Så det var med ca 50km i timen (okay måske lidt mere) manden kørte ad motorvejen mod hotellet, hvor vi skulle bo og brylluppet skulle holdes. Vi stoppede hurtigt for at få spist en kæmpe gang English breakfast, for energi skulle vi jo ha'! Så måske ikke så kønt ud men hold op det smagte godt.


Turen gik så videre med endnu et stop så jeg lige kunne shoppe lidt til ungerne og nå, ja et par solbriller og et par sko til mig selv, blev det også til. Masser af chokolade og andre lækkerier fik vi også købt til dem derhjemme.
Vi havde lige nogle timer på hotelværelset til at slappe af inden vielsen kl 17.Den grønne dør var vores hotelværelse - de andre billeder er fra landsbyen. Jeg synes det var nogle smukke mursten der var bygget med de fleste steder.


Det var sådan en dejlig og romantisk vielse. Godt min mascara var vandfast....
Efter vielsen var der drinks og lidt lækkert i haven i en times tid. Så var der ellers tændt op i grillen og vi fik serveret de lækreste burgere, kyllingestykker, pølser, kartoffelbåde, salater og dressinger. Der var rørende taler og til dessert kom der en gammeldags isbil med softice til alle med krymmel.... Gæt hvem der ikke fik taget billede af den!!! Argh...
Nå, men jeg fik taget af cupcaketårnet og slikket som også var desserten. Der var discomusik og manden, min stok og jeg rockede da også lidt til Bon Jovi, Backstreet Boys og Tiffany.
Kl. 01.30 gik vi i seng men da havde vi også været oppe i 22½ time. Ret cool ik'? Altså for sådan nogen som os, der ikke er vant til det. Sclerosen opførte sig endda anstændigt så jeg kunne nyde brylluppet.Søndag formiddag spiste vi alle lækker English breakfast inden vi kørte mod lufthavnen. Søndag aften var vi hjemme igen efter 36 timer ca i england.
I går kunne vi godt mærke, at vi havde været afsted og sovet knap så meget men heldigvis var ungerne også trætte. De havde haft travlt hos momse og søndag hos moster. Derfor blev der også set rigtig meget fjernsyn og film i går trods det skønne vejr.


 Jeg elsker bryllupper.

25. juli 2014

Sverige og en fødselsdag.

Efter en skøn aften i København og en fantastisk oplevelse i Operaen, drog vi over broen til Sverige og drejede til højre. Vi kørte ca en halv time og så var vi der, på en campingplads i Trelleborg. Vi havde booket en hytte med køkken og bad (jeg kan ikke det der med at dele disse ting) en lille grøn hytte meget tæt på stranden. Vi pakkede ud, spiste hotdogs hentet i grillen og slog smut ved stranden.
Næste morgen blev prinsessepigen 9år og vi havde pyntet lidt op og husket gaver....

Vi spillede minigolf, spiste en lækker fødselsdagsmiddag og ungerne fik taget et super selfie - efter mange forsøg!  Men så gik tiden jo mens vi ventede på maden.

Resten af ferien spiste vi mange is - det er nødvendigt når det er så varmt - badede hverdag, hyggede os, slappede af og sov længe.
Nu er vi hjemme igen men med 2 uger mere med ferie inden hverdagen siger goddag, yeah!!
Hvad vi skal?? Der er planlagt forskelligt så det får jeg måske skrevet løbende om, måske ikke.
Nyder du din ferie?

24. juli 2014

Den lille Havfrue i Operaen.

Den så vi i lørdags og wow wow wow siger vi bare....
Den er fantastisk, vi alle stod op og klappede til sidst. Jublen ville ingen ende tage...
Så et råd fra os: Se den!!!

Efterlader jer med lidt billedespam fra København.

Aftensmad på Rådhuspladsen - med ryggen til Operaen, mon de venter på Ariel kommer op af vandet? Udsigt fra Operaen - den lille havfrue starter om lidt.

18. juli 2014

Mit navn, dit navn, vores navn....

Liv fik sat noget i gang i går med sit indlæg om 'June'  og hendes indlæg i dag. Så jeg søgte på mit eget navn ligesom Liv havde gjort for jeg skulle se igen, hvor mange - uh ha, vi er mange der hedder Mette. Det er så godt nok en helt anden historie med vores efternavn....

Vi er 5 i hele Danmark med lige det efternavn - Jeg kender de 4 af dem så hvem er den 5?? Det er da lidt hyggeligt/mystisk/underligt eller noget andet. Eller måske ikke, for det er et britisk efternavn og heller ikke såååå almindeligt i Storbritannien.

Hvis jeg så søger på mit for- og efternavn sammen så er 'der to eller færre med navnet' og gør jeg det samme med ungerne og min mand, skriver søge maskinen 'der er to eller færre med navnet' Det er da lidt cool, ik'?
Men vi ved stadig ikke hvem nr 5 med det samme efternavn er....

Jeg søgte også på prinsessepigen, altså hendes rigtige fornavn og der er:
236 piger med navnet og 5 drenge.
Søgte så på mindstemandens rigtige navn, der er:
102 drenge med navnet og 5 piger.
 
Nå, men nu skal vi en masse ting de næste dage - Vi skal i Operaen og se Den Lille Havfrue og hold da op vi glæder os. Og så skal vi jo fejre prinsessepigens fødselsdag på søndag, hvor hun fylder 9år - 9år det er altså skræmmende....
Så jeg ville egentlig bare sige, at muligvis bliver der lidt stille på bloggen men jeg er tilbage igen snart - sikkert før end du tror! Woop Woop...


16. juli 2014

Farens lækre kager.

De smagte næsten som hindbærsnitter bare med jordbær syltetøj i stedet for. Kan ikke fortælle, hvad kagen var lavet af for det er åbenbart fortrolig viden, i følge manden! Ja ja, fint nok så er det hans ansvar at bage flere og snarest for de smagte godt.  Det gjorde den hjemmerørte softice forøvrigt også.

Jamen, så alt i alt en super dag og prinsessepigen fik den Slush Ice maker hun havde ønsket. Hun åbnede nogle gaver - resten er gemt til på søndag.

Ha' en go' tip-top-torsdag derude.

En tidlig fødselsdagfejring.

Prinsessepigen bliver jo 9 år lige om lidt så hun skal fejres. Vi har ikke mulighed for, at fejre det med familien på dagen, så i dag kommer de til tidlig fø'sdagsfejring. Der er cupcakes, nogle andre kager som faren står for og så softice.... Hjemmelavet softice for det er nemt - tøm kartonen i en skål, pisk nogle minutter og frys. Jeg glæder mig så meget til det der hjemmelavede softice og til prinsessepigen er hjemme igen. Hele 3 dage har hun været på ferie hos mormor - det er lang tid , synes moren. Men hun har hygget sig, er jeg sikker på. Nu er der ikke længe til gæsterne og prinsessepigen kommer. Softice er i fryseren, faren er på vej hjem fra arbejde så han kan ligge sidste hånd på hans kager (jeg skal nok tage et billede senere) og bordet er dækket næsten helt. Så jeg må hellere smutte.

13. juli 2014

Musik på vejen....

Vi lavede en spilleliste til vores ferie i går. Så vi kan lytte i bilen eller når vi hygger om aftenen. Faren og ungerne styrede det med hård hånd og de skiftedes til at vælge sange. Jeg blev også spurgt men de sange jeg kom med blev ikke godtaget??
Hvad jeg foreslog siden det ikke kom på listen?? Olli Murs med Dear Darlin, Train (feat. Ashley Monroe) med Bruises og Hedeaard med Happy Home. Altså, den fik så allernådigst lov til at komme på (kun fordi mindstemanden godt kan li' den og ham siger faren jo ikke nej til) og hvis du ikke har hørt den, kan du høre den nederst i indlægget.

Nå men, hvad kom så på listen?? Jo faren mente lidt Pearl Jam var nødvendigt, prinsessepigen bad om en sang fra Big Time Rush (et program hun ser) og så ville hun gerne have et par Wet Wet Wet sange på. Dem er jeg så rigtig enig i og det betaler sig, at give sin datter ens gamle cd-er....
Mindstemanden ville gerne have Backsteet Boys med I Want It That Way (der kan jeg også godt være enig - altså på den måde, at jeg kan holde sangen ud) og han kan sangen fra ende til anden.... Skal jeg være bekymret??

Der er også en masse andre sange på listen lige fra Maroon 5 til One Direction og en nogle stykker med James Blunt. Tror vist roligt vi kan kalde vores musiksmag noget af en blandet affære eller hvad??

Hvad er der på din feriesangliste??


11. juli 2014

Vores lille læsehest.

Jeg tror nok jeg har pralet med prinsessepigens læselyst før (hun har nu læst 12994 sider)
Jeg har vist også nævnt vores skønne bibliotek flere gange. Vi var på biblioteket i går og opdagede læseudfordringen. Den ville prinsessepigen gerne deltage i.
Eftersom hun jo alligevel læser en bog dagen også her i ferien, så mente hun det ville være nemt at anmelde 4 bøger inden d 22 august. Hun er også allerede godt på vej - hun lavede den første i morges.

Det varmer mit læsehjerte, at hun elsker at læse ligeså meget som sin mor.

10. juli 2014

Lidt nostalgi.....

For rigtig mange år siden arbejdede jeg på Oslobåden, den der hed Crown of Scandinavia. Jeg var der 11 måneder og elskede det. Lige siden jeg mødte manden min, har han måtte høre på historier fra mit liv som sømand.
Nej nej, selvfølgelig ikke hverdag men engang imellem. For det var altså en sjov tid, som da vi sejlede ind i molen i Helsingborg eller da vi var lock out og ikke måtte forlade skibet. Jeg arbejdede med nogle skønne mennesker. Nogen ser jeg stadig og deres mænd må så lægge ører til vores historier når vi ses, eller tage ungerne med på legepladsen....
I de 12 år manden og jeg har hængt sammen, har vi aldrig fået taget os sammen til en tur med Crown. Nu er ungerne blevet så gamle, at de med glæde ser ryggen af os og hygger med momse eller moster og onkel (og vi føler os en lille smule voksne og prøver så at gøre voksenting engang imellem)

Så vi skal på Cruise til Oslo med Crown, altså nu hedder den Crown Seaways og er vist blevet lavet mere lækker siden jeg arbejdede der, men det er stadig Crown. Jeg er en lille smule nervøs for jeg er jo synligt handikappet. Vil det gå? Vil der være nogle der, som jeg engang arbejdede med?

Men jeg glæder mig også rigtig meget, for indsejlingen gennem Oslo fjorden har jeg fortalt min mand om såååååååå mange gange. Den er så smuk og man bliver aldrig træt af at se den. Jeg glæder mig til han skal se den.

Nu krydser vi fingre for det ikke blive blæsevejr....

Fandt det her og der må gerne smiles, grines, tænkes sit....;) Året er 1997

8. juli 2014

Mad og gymnastik i haven.

Det her afslapning og langsomme ferieliv kan vi godt finde på, at blive meget vant til. Ungerne elsker det og spørger ikke efter aktiviteter. Der har kun lige sneget sig lidt skate park, fødselsdag hos en klassekammerat og en legeaftale ind. I skrivende stund sidder de begge stadig i nattøj og ser Mary Poppins mens de spiser frokost. Det er da livet, hva'?!

Nu var de jo også vældig aktive inden sengetid i går så lidt afslapning i dag er vel ikke helt forkert.... 

Vi spiste lækker Fish and Chips - eller bare fiskefileter med nye kartofler til, til aftensmad. Mindstemanden mener det er bedst med yoghurt først og så den varme mad....    

Uanset hvad, så gav det energi og den skulle jo bruges!

5. juli 2014

Hun er snart 9år.

Hun ser så stor ud, hvor blev min lille pige af??
Hun ankom til verden i London den dag hun skulle (altså ifølge lægerne) hun valgte en dramatisk entré, omkring 3 timer efter hendes ankomst blev faren sendt hjem og jeg blev lagt ind til de andre nybagt mødre. Jeg turde ikke rigtig falde i søvn så lå bare og kiggede på den lille pige, der var kommet ud af mig. Næste morgen kom faren og han havde kaffe med.
De først to år og 4 måneder af hendes liv boede hun i London.  Hun blev storesøster til en lille dreng med brune øjne, han blev født på samme hospital som hende men overhovedet ikke dramatisk.
Den anden sidste dag i november 2007 flyttede hun med sin mor, far og lillebror til Danmark.
Lige om lidt bliver hun 9år. Det er ikke helt til at forstå....

4. juli 2014

Om at lave så lidt som muligt....

I går havde vi en dejlig trække-stikket-ud-igen-dag.  Vi fik vafler til morgenmad (og der var nogle tilbage til faren da han kom hjem)  Om de var hjemmelavet, spørger du?? Jo, altså jeg har købt dem, varmet dem helt selv og puttet sukker og syltetøj på. De smagte såååå godt. 
Så tegnede ungerne i laaaang tid, de ville kun ha' frugt og grønt til frokost (de havde bedt om burgere til aftensmad så de ville nok gerne være meget sultne, eller sådan noget...) og egentlig så jeg ikke meget til dem. Det er som om, at feriestart har gjort dem til hinandens bedste venner.  Det har jeg nok ødelagt nu det er sagt højt.... 
De har nu altid været ok til at lege sammen men også rigtig gode til at skændes. Hele denne her uge har de nu bare leget og hygget sig. Hver aften har de begge spurgt om vi skulle noget i morgen og når svaret har været nej, har de jublet.  De har ikke villet ha' legeaftaler og har helst bare villet være herhjemme.
Jeg er nu sikker på det nok skal ændre sig.
I morgen  skal vi faktisk noget. Skatepark til mindstemanden og fødseldagsfest hos en klassekammerat til prinsessepigen.

2. juli 2014

Sikke en go ide....

Med det der online blogtræf som Cupcake by me holdte i går på hendes blog. Jeg fandt en masse nye blogs som jeg skal til at følge med i. Det glæder jeg mig rigtig til og de er lagt på min blogroll på bloggen her. 
Jeg havde også besøg af mange som lagde søde kommentarer. Hvis jeg teknisk magter opgaven, kunne jeg godt finde på at holde et online blogtræf på et tidspunkt. Men jeg lover ikke lige noget....

Hvis du vil være sikker på opdates herfra, kan du følge med på Facebook eller Bloglovin.

Vi har haft endnu en dejlig dag i dag. Altså ungerne har været med mormor i Zoo, en lille rigtig hyggelig en i Skærup. Der er så hyggeligt og ungerne elsker det. Jeg har været hjemme og nåede hele 9 blogindlæg til MS Bloggen inden sommerdeadline (i dag) det er jeg da sådan lidt meget tilfreds med!

I morgen er det trække-stikket-ud-igen-dag. Mindstemanden og prinsessepigen spurgte om vi skulle noget. Da svaret var nej, lød der jubelråb fra begge.... Så ingen planer, mad når det passer os, muligvis nattøj hele dagen og nok vafler med syltetøj og sukker til morgenmad. Det er jo sommerferie, ik'?? Faren skal arbejde men vi kan da gemme en vaffel eller to til ham, til han kommer hjem.

1. juli 2014

Online Blogtræf og velkommen.

Det er Elena der holder det på hendes fantastiske blog cupcakebyme.

Nu skal jeg så ligesom sige hej til I nye der måske kommer forbi bloggen i dag. Jeg blogger fordi jeg kan og elsker det. Jeg lærte om blogverdenen, da jeg blev spurgt om jeg ville skrive her. Jeg blev bidt af at blogge og lavede min egen.

Lidt info:
Jeg er Mette, jeg har sclerose og det skriver jeg lidt om men mest vil der være historier om mine børn, deres far. Jeg elsker at lave mad, ikke så meget at bage kage men brød gider jeg godt. Jeg har altid mange lister, er en smule (meget hvis du spørger manden) perfektionistisk, elsker at pakke, ikke så meget at pakke ud. Jeg er ikke specielt kreativ men elsker at tage billeder og så redigere dem lidt! Elsker Instagram for det er nemt. Måske vil der være et tip eller to her engang imellem...... Måske ikke og muligvis ret ubrugeligt. Jeg kan godt finde på at reklamere eller skrive sponsorede indlæg. Jeg kan ikke love, at der er daglige indlæg på bloggen men nogle gange er der måske to.

Tusind tak fordi I kigger forbi.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...