Han klistrede sig fast til mig, hylede og skreg:
"Du må ikke forlade mig, mor"
Jo, det var hans ordvalg bare lige for at gnide salt i såret! En af pædagogerne tog ham
"Jeg plejede også at tude når mine børn skreg når jeg gik"
Var det så tydeligt?? Åbenbart! Nå, men så kunne jeg da lige tude på vej hjem i bilen. Stoppede ved den lokale købmand (skulle lige have det sidste købt ind til farens fødselsdag i dag) fik tørret øjnene og ringet til skolen. Mindstemanden var helt på toppen igen og havde lagt morgenens drama bag sig!
Nå, men det måtte jeg vel så også hellere gøre. Skyndte mig ind til købmanden og render en i en mor fra prinsessepigens klasse. Hun kigger på mig "Er du ked af det?" Mig: "Nej nej, jeg har fået en øjenvippe med mascarra på i øjet og mit øje bliver ved at løbe i vand"
Hvad var det lige for en uholdbar løgn?? Den kunne ikke redes på nogen måde overhovedet. Lad os glemme det nogensinde skete!
Heldigvis læste jeg dette her indlæg og så smilede jeg igen.....
Så er det forøvrigt nu at I, alle mine kære læsere, bombarderer mig med kommentarer om jeres egne erfaringer med grædende børn og efterfølgende grædende mødre....
Hejsa :-)
SvarSletJeg tror du skal finde ud af, hvorfor din søn en gang i mellem klynger sig til dig.
Normalt er han jo glad og kan ikke komme hurtigt nok ind til de andre, så jeg tænker måske er du lidt ekstra træt eller udkørt lige i øjeblikket, så egentlig vil din søn bare,sød og kærlig som han er, helst være hjemme og passe på dig?
Nå, hvad ved jeg om det? Ingenting, det var bare en tanke fra mig. Jeg håber du finder ud af det, for det skære i hjertet når de små er ulykkelige :-)
Tak:) Ja, du har nok ret i han hellere ville være hjemme:) heldigvis er det ikke ofte han er sådan.
SletArgh, nogle har bare lettere til tårer end andre. Jeg har også kæmpet med mine ind imellem.
SvarSletSidst var da datteren for et par måneder ringede hjem fra sin boarding skole og græd. Det er svært at være på afstand og trøste.
Men alligevel dejligt, at hun savner os.
Ja, det er træls ikke at kunne holde tårerne tilbage sommetider. Han var glad da jeg hentede ham for lidt siden og havde været glad hele dagen:)
SletDet må være lidt svært en gang imellem nå de er langt væk de kære børn
Kender det... Det sker meget sjældent... Men en gang er også nok! Det er svært at efterlade dem, men jeg tænker sådan her på det: Det er ikke fordi han hellere vil blive hjemm - han vil bare lige vise, at han er et selvstændigt individ, som nogle gange bare vil bestemme lidt... - og det er fair nok!
SvarSlet- og når mor går ud af døren er det med tårer i øjnene, ned i bilen til far (som siger det hele nok skal gå!) og så er det ellers bare med at tage sig sammen, for arbejdet er kun ca. 200 m væk fra vs!
Til gengæld: På mit arbejde (skole) ser jeg det til tider, og det skyldes 9 ud af 10 gange, at mor eller far (eller mormor eller farmor eller farfar osv.) siger farvel mange gange! Altså laaaaange farveller (talte en til at sige farvel 36 gange før hun gik - og barnet græd! - men blev god igen, så snart mor var ude af døren og en veninde var kommet hen til barnet)...!
Men mange gange er det altså en magtdemonstration - som et barn sagde, da jeg spurgte "Fordi så har mor lidt dårlig samvittighed, og så får jeg måske en is når hun henter mig!" - og nej jeg siger ikke at alle har det sådan - jeg siger bare, at det ikke nødvendigvis betyder at barnet hellere vil være sammen med den afleverende person... Den vil bare engang imellem selv bestemme om og hvornår den afleverende person skal gå... - og at den ikke nødvendigvis synes at det altid er helt i orden eller lige på det tidspunkt det skulle ske!
Tak for dine vise ord:) Ja, heldigvis sker det ikke ofte at mindstemanden er ked af det:)
Slet