6. maj 2016

Et marked, et tivoli og noget om at prutte.

Vi var til marked under broen i går - bogstavligtalt under broen! Vi kunne ikke ha' ønsket bedre vejr for den aktivitet. Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var ingen vind. Der var til gengæld rigtig mange mennesker. En af mindstemandens kammeraters far havde en stand der, hvor han solgte ting og sager. Den brugte vi som 'base' og så fik prinsessepigen sin pung med hendes opsparede lommepenge, tog veninderne (hun mødte ret hurtigt en del af dem) i hånden og så trissede de ellers rundt. Mindstemanden fulgtes rundt med os og fik pludselig øje på det her joggingsæt. Det ville han gerne købe (med sine lommepenge for det var det sejeste han nogensinde havde set) så vi spørger den unge mand i teltet om prisen. 100kr! Mindstemanden havde glædeligt betalt det men moren synes liiiige der da skulle 'pruttes' lidt. Man er vel på marked, ik'?!
Nå, men jeg siger "hvad med 80kr? Det er jo hans egne opsparede lommepenge" Den unge mand siger først nej og det er vist alt mindstemanden hører. Han bryder grædende sammen.
Nu bliver den unge mand helt flov og febrilsk og siger med det samme, at han må købe det for 50 kr. Jeg forklare mindstemanden. at han må købe det for 50 kr og vi går derfra med en glad dreng og et billigt joggingsæt! Vi forklarede mindstemanden det hele bagefter og nu har han lært, hvad det vil sige at 'prutte' om prisen på et marked! Han var også ret tilfreds med, at han havde sparet 50 kr.
Det var nu ikke fordi der ikke var maaaaange ting jeg kunne have købt der, for det var der men manden (hvem har lige gjort ham så fornuftige?) mente ikke vi havde hverken plads eller manglede lige den kiste, trækasse, hylde, havenisse jeg mente vi skulle have. Så jeg fik ingenting med hjem, hvilket sikkert er godt nok. For manden har ret, vi har ikke plads til mere.....
Tivoliet, der jo altid er på sådan et marked, fik vi også kigget på. Ungerne brugte igen deres lommepenge på IKKE, at vinde en bamse i tombolaen! Radiobilerne blev prøvet og den vilde vi-svinger-rundt-ting.
Ungerne var tilfredse og forældrene trætte, da vi forlod markedet i går eftermiddags. Mindstemanden hoppede straks i joggingsættet, da vi kom hjem.

Hvad skal du lave her i weekenden? Vi tager en slapper, nyder vejret og laver så lidt som muligt!

4. maj 2016

Dengang jeg klippede alt håret af eller i hvert fald tænkte på det.


Okay, ikke alt håret men 30 cm. Billedet er af MS Magasinet. Artiklen er et blogindlæg jeg skrev på MS Bloggen. Det handler om jeg føler mig heldig. For det gør jeg og jeg tænker engang imellem over, hvor heldig jeg er 'kun' at have sclerose. Det kan jeg ikke dø af. Jeg har et dejligt liv selvom jeg ikke kan gå mere end 200 meter ad gangen og kun med en rollator. Men er det stadig okay at føle sig heldig?
Jeg synes det er, for jeg har et godt liv. Jeg har en dejlig mand, skønne børn og et lille job som blogger på MS Bloggen. Jeg holder foredrag en gang imellem og elsker det, da det er ren terapi at tale om sig selv og ens sygdom til andre og til mange mennesker. Den 25 maj er det den internationale MS Dag og min chef på bloggen har spurgt om jeg ikke kan komme til Hillerød. Der sidder de kloge mennesker der laver sclerose medicin og de vil jo gerne se os der lever med sygdommen. Jeg snakker gerne om det både på engelsk og dansk ergo skal jeg til Hillerød. Glæder mig og dagen after skal alle vi bloggere fra MS Bloggen mødes i Ørestaden. Det glæder jeg mig også til men jeg glæder mig endnu mere til at overnatte hos en veninde i Herlev, hos hende og hendes mand og deres to dejlige drenge. Vi ses ikke ofte nok men prøver, at udnytte det så snart muligheden byder sig og det gør den jo så den 25 maj.
Så selvom det bliver et par travle dage med 2 foredrag den ene dag og blogundervisning hele den anden  dag, så glæder jeg mig. For der bliver jo tid til venindehygge om aftenen og til, at læse i min bog i toget. Win Win! Der plejer også at være så lækker mad både når jeg holder foredrag og til vores blogmøder. Igen win win!

Jeg skriver ikke så tit her på bloggen om sclerosen og handikap. Det er altså ikke fordi I ikke må vide det men jeg skriver jo om livet med sclerosen på MS Bloggen, så her på bloggen skriver bare om livet. Det er jo ganske normalt selvom jeg er fysisk handikappet. Altså livet for os. Vi tænker ikke over hverdag, at jeg har sclerose og ikke kan gå så godt. Sådan er vores liv bare og vi elsker det!

3. maj 2016

Alle kender en.....

Jeg er blevet færdig med denne her bog i weekenden. Det er en historie om en pige der lærer at leve, af en dreng der gerne vil dø! Det er en historie om skyldfølelse over, at være den der overlevede. Det er historie der handler om emner, der burde være naturlige og okay at snakke om. Meget mere er der nok ikke at sige, tror jeg. Historien er sørgelig måske fordi den ikke ligge langt fra virkeligheden. Vi kender nok alle en! Eller kender en som kender en.
Jeg ved ikke om jeg kan sige jeg nød at læse bogen, tror ikke nød er det rigtige ord at bruge nemlig. Jeg synes egentlig heller ikke jeg kan sige jeg var underholdt, for ordet passer ikke på det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det historien gjorde. Det var bare en rigtig god bog, interessant, sørgelig, ærlig uden berøringsangst for emner vi ikke altid snakker om.
Det er ikke sikkert den er noget for alle - Nogen ville finde den udfordrende - Nogen ville føle den rammer plet. Jeg læste den og fik noget med fra den. For jeg er sikker på vi alle kender en.

1. maj 2016

Travl weekend med lækkert vejr.

Altså vi har endnu ikke fået samlet mindstemanden seng men vi har fået lavet et nyt skrivebord til ham.  Det er ikke helt færdigt men det er brugbart og meget større end det gamle.  Så får vi nok samlet hans nye seng en af dagene. Han synes nu det er hyggeligt med madrassen på gulvet så han klager ikke.
Mindstemanden var også til fodboldstævne i lørdags og faren var dommer i 3 ud af de 5 kampe de spillede. Det var også de 3 kampe drengene tabte,  mon det har noget med dommeren at gøre?!
Nå,  men ellers har vi nydt vejret og prinsessepigen har malet endnu et billede.

Hvad har du lavet i weekenden?? 





29. april 2016

Nu tænker du nok vi er gået helt agurk.....

Ha ha ha ha... Det kan jeg selv grine lidt af! Godt det er fredag og vi skal ha' slik og popcorn m.m. senere i dag. Ellers tror jeg ikke det var gået eller noget. Jeg mumler, sorry....

Om en ½ time skal jeg køre prinsessepigen til fødselsdagsfest hos en veninde. De skal huske billetterne fra indbydelsen for det er en Biograffest med burgere på menuen inden High School Musical bliver vist i stuen. Manden får lov at få hente-tjansen i aften 21.30 for der nægter jeg altså at forlade sofaen.
Billedet er af gaven som prinssenpigen har brugt lang tid på at lave. Jo, det er en halv agurk du kan se for prinsessepigen meddelte, at veninden elsker agurk og derfor havde ønsket sig en. Børn er sjove...

Åh, jeg fik endelig samlet det sidste, skufferne, til hendes seng forøvrigt. Hun er så glad for den og jeg synes også den er ret så pæn.

Ha' en poptastisk weekend.

27. april 2016

Vi bygger en seng....

Eller det er nok ikke den rigtige måde, at sige det på. Vi samler en seng for det er et stort samlesæt. Instruktionerne er nemme nok, det er tiden der har drillet og så er der grænser for, hvad jeg kan selv. Dumme sclerose....
Nå, men vi er da godt på vej og i nat var vist sidste gang prinsessepigen har måtte sove på gulvet. Ikke at hun har klaget over det.
Det er noget af sengen I ser der, det var hvad vi nåede i går. Den var dog ikke færdig nok til hun kunne sove på den. Det håber jeg så som sagt, at den bliver i dag. Så i morgen eller en anden dag skal jeg nok vise jer et billede af den færdige seng. Det er en Ikea seng, der kan trækkes ud til dobbelt så stor, når hun har veninder på besøg.
Ellers har jeg ikke noget spændende herfra. Nå, jo vi har købt den samme seng i sort til mindstemanden. Den skal også samles på et tidspunkt. Det skulle vi nu kunne gøre ret hurtigt, da vi jo ligesom har prøvet det før!
Hans gamle vokser-med-barnet-seng skal så sælges. Måske du kender nogen der kan bruge en yderst solid og velholdt træseng til 250 kr?? NB. Madrassen og sengetøj følger ikke med.  Det er en Ikea seng og den kan blive 3 forskellige størrelser. På billedet er den i den største str.  meter lang.

Er du til samle-selv-møbler??
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...