Når børn bliver selvstændige.....

Det er jo en dejlig ting, er det ikke...?? Jo, det er det vel men også sådan lidt vemodigt synes jeg. Så er de små pus jo ved at være store!

Mindstemandens børnehave ligger for enden af skolegården på prinsessepigens skole. Normalt går vi alle ind til prinsssepigens klasse først, får sagt farvel og så går mindstemanden og jeg hen i børnehaven. De to sidste morgner har nu været lidt anderledes.
Jeg har ikke presset på for at prinsessepigen selv skulle gå ind i klassen, jeg synes det er så hyggeligt at gå med, mindstemanden elsker deres alfabet på væggen som han lige skal sige højt inden vi går i børnehaven,  og ja hun har heller ikke spurgt så...

Men i går morges mødte vi mindstemandens bedste ven på vej ind og minstemanden løb med ham i børnehaven. En af prinsessepigens veninder kom i det samme så et hurtigt farvel og de løb selv ind i klassen. Nå, jeg skyndte mig (så hurtigt jeg nu kan med dumme scleroseben og stok) over i børnehaven, hvor mindstemanden selv havde hængt alt sit tøj pænt på plads, puttet madkasse samt posen med eftermiddagsmad i køleskabet og var i fuldt gang med at lege. Der var ikke brug for mig, han havde knap nok tid til en farvel krammer (men her insisterede moren sgu lige....) Han skulle heller ikke vinke, noget han ellers har gjort siden han startede, men nej nej ikke nødvendigt.

Så jeg tøffede over skolegården og ud til bilen 10 minutter før end jeg plejer!!
Jeg kan ikke prale af at jeg stolt forlod dem, glad over deres selvstændighed. Nej, der var sgu tårer der pressede på så hurtigt ind i bilen....

I morges var det det samme.... Ser ud til mine små pus er blevet store!! Men hvordan klare jeg så lige den omvæltning?? Gode råd modtages gerne.

Prinssepigen 7år.

Mindstemanden 5år.

Collagerne har jeg lavet her!

Go' weekend.