De overrasker os engang imellem de kære unger....

Jeg skal til København med Scleroseforeningens lokal afdeling i næste uge. Der er ikke plads til så mange, da det er en bus med plads til kørestole, miniscootere og hvad vi nu ellers har brug for. Vi er 4 jævnaldrende piger alle med sclerose der skal med. Jeg har valgt ikke at tage mine børn med og det har de andre også. Om de har valgt det af samme grunde som mig, ved jeg ikke. Jeg synes mine børn er for små (6 og 8) endnu, når de kun er med mig. Der er ting jeg ikke kan alene med dem og så bliver det nemt en stressende mere end en go' oplevelse for os alle. Min mand og jeg går heller ikke ind for, at man bare tager børnene ud af skolen, heller ikke selvom det bare er for en dag.
Prinsessepigen går i klasse med en pige, hendes far har sclerose. Hun skal med på turen, ikke med sin far men med hendes mor. For pårørerende er lige så velkommene på turen, tilmeldingen er først til mølle princippet bare man er medlem.
Nå, men det jeg vil frem til er, at jeg fik ondt i maven af skyldfølelse da jeg hørte skoleveninden skulle afsted. Jeg forventede straks prinsessepigen ville spørge, hvorfor hun ikke skulle med og hvad skulle jeg så svare?? Jeg snakkede med min mand om det, han synes jeg som sædvanlig overagerede og han var sikker på prinsessepigen ville være helt okay. Selvfølgelig fik han ret, hun fortalte mig glad, at skoleveninden og hendes mor skulle med på samme tur som mig. Hun synes det var hyggeligt og spurgte på intet tidspunkt, om hun ikke måtte komme med.
Det kan jeg jo ikke lade være med at straks at tænke mere over og finde grunde til. Hun spurgte ikke, for jeg er jo handikappet og derfor dårligt gående. Hun har da derfor med det samme tænkt (eller overhovedet ikke skænket en tanke) at hun ikke kunne komme med mig. Men hvor om alting er, så stillede hun ikke spørgsmålstegn ved, at hendes skoleveninde skal og hun ikke skal. Så jeg havde ikke behøvet få ondt i maven.

Egentlig blev jeg ikke overrasket efter at have tænkt over min kære datters reaktion. Hun er så vant til der er ting jeg ikke kan alene med hende og hendes bror, at jeg lidt nemt stresser og de skal vente på mig når jeg lige skal på toilet igen..... Det eneste spørgsmål hun faktisk stillede var, om det er faren der bestemmer hvad de skal ha' til aftensmad den dag. Tænker jeg godt kan gætte, at det ikke er derhjemme de skal spise...

Jeg suser afsted næste onsdag og glæder mig til en dag på tur med andre, der heller ikke lige kan løbe....